Overskriften er egenomsorg, den er nødvendig. Træk mentalstikket og sæt det til opladning, lad tankerne flyve frit, om ingenting, vær i nuet. Blikket og kroppen er træt, men optimismen har fået en sporing og er kørt i garage for i dag.

Jeg stoppede hos SKAT i 2013 efter det, der føltes som 100 år. Fik en fyreseddel fordi jeg ikke kunne se mig selv i den anden ende af landet. Bummelum, hvad fanden sker der, er de rigtig kloge. Det var de sikkert, og hvor er jeg glad for det i dag. Jeg havde fået så mange uddannelser med i bagagen, lært så meget, driblet rundt i virksomheder i 30 år, det kunne jeg bruge. Til at stå selv.

Den historie får I en anden dag, gider ikke skrive den nu, for det er egenomsorgstid.

Jeg ser dem ikke meget, mine venner og netværk. Dage forsvinder med todo-lister. Salg, netværk, drible uden om pengeslugende netværksfælder, pipeline, udvikle på forretningsplaner og strategi, målsætning 2020, søge efter samarbejdspartnere, grafikere, kodefolk, afvikling af ordrer, lære om salg, sælge, finde nye kunder og opgaver, prisfastsætte – og ikke mindst finde mit eget værd. Og så er der alle de andre opgaver, dagligdagen, den som holder mentalhjulene velsmurte.

Jeg havde glemt mit eget værd…

Det har været den største udfordring. Jeg syntes ikke, jeg var god nok, ikke lige så dygtig som de andre, og så er jeg født med et hjælper-gen, som gjorde, at jeg forærede mine timer væk. Fordi de spørger om ikke lige jeg kan kigge på – fordi de trænger til hjælp. De andre. Det satte min økonomi på spidsen. Fuck, – undskyld udtrykket, jeg har gispet efter luft.

SÅ fik ungerne nok. Nu stopper du mor. Det er din egen skyld. De skal da betale, vil de ikke det, så kan de rende og hoppe. Jeg fik en lektie og en liste af ungerne, kom så i gang.

De rykkede sammen. I en uendelig kærlighed, fik jeg verbale tæv, gode råd, friskpressede juicer til energiopladning, lækker mad, hevet med på pigeture (Anne Sofie shopping style), tilbud om at låne deres opsparing, stilletimer i haven, kram når tårerne trillede i en ustoppelig flod og børnekram med kærlighed der tog toppen af spekulationerne. De har jo hørt efter i opdragelsestimen, tager fat under albuerne og løfter i søskendeflok.

De anonyme hjælpere kommer fra et helt andet sted

Jeg er gået med grønne tropesokker og jord under træskoene lige ned i rævegraven. Mit hjælper-gen slørede forretningsgenet, som stadig er under udvikling. Jeg troede på, at de som har meget, de som jeg har hjulpet og foræret tekster og strategier til – ganske gratis, at de ville hjælpe mig i gang. Rykke lidt i deres netværk og samarbejdspartnere og skyde mig et lead, en mulighed, en adresse.

Hold nu kaje en næse kan blive så lang, den bliver jordslået. Det sker ikke, der er jeg for uvigtig. Støtten til at fortsætte, de gode råd og mindre startordrer er kommet fra mine unger og fra nogle få exceptionelt seriøse virksomheder, der gav mig chancen for at kvalificere mig selv. De er nu væsentlige og ligeværdige samarbejdspartnere og vi deler menneskelige værdier. Det er også gode venners fortjeneste, der gider blive ved med at vente på gåsen har tid til overs, og som har lyttet, tæsket, sparret og hold hånden under skuldrene på mig.

Jeg fortæller jer dette, fordi det er vigtigt for mig. Fordi det betyder noget på min vej. Den selvstændiges verden er ikke altid som et hypet LinkedIn opslag, hvor succesen er åbenbar, og kronerne ruller i Lamborghini-tempo ind på kontoen. For mig er det en vej, hvor den sorte asfalt begynder at blomstre grøftekanten.