Alderen giver mere end rynker og trætte ben

Jeg er blevet dårligere til at se. Det kan jeg nok ikke bebrejde coronatiden, nærmere alderen. Der venter tid ved optikeren. Det sværeste er næsten at vælge stel, jeg kommer altid hjem med fornuftige kedelige briller, som den flinke optiker altid siger, den klæder dig. Måske er jeg bare kedelig…

VEL er jeg ej. Er lige kommet hjem fra dagens morgentræning, der sker i selskab med mig selv og en kande kaffe. Det er hyggeligt. Er på vej tilbage i storform, eller form og er nu kun 15 kg fra mit mål i dødløft for 2020.

De seneste måneder har sat mig tilbage og drænet energi og lyst, selvom jeg virkelig har forsøgt. Det vender nu. Kender I det ikke, det kommer helt indefra, solen spirer guld i hjernebarken!

Sønnen sagde forleden, mens han hæsblæser sig igennem de mest travle skagen-uger nogensinde, Husk Hyggen! Lige netop og midt i kunstudstillinger, mokke med nyt website, starte nye kunder, lave momsregnskab, podcasts, bage sommerbrød, høste og tilberede havens herligheder, som i dag er hindbærmarmelade, rysteribs og gulerodsbrud og en dagsbestilling på 400 blå hjulkroner ( solen skal frem i dag, ellers bliver det en våd affære), så hygger vi hver en time, det er muligt.

De nye Rat´s Tail, ovenjordsradiserne, de er for vilde. Alt efter høst smager de med forskellig intensitet og skal prøvesyltes. Ved ikke helt endnu, hvad der skal tilføres af krydderblanding, det er det sjove.

Og lige et hint. De nye kartofler er sublime, men skal du have lidt mere gods i maven, så kog en håndfuld hvide bønner og mos dem groft sammen med kartoflerne, ikke noget piskehejs, bare en sund armmuskel og drys så rundhåndet med frisk persille. Det er guld, og du behøver ikke mere mams til ganen.

Mig selv sagde hunden, jeg har så mange planer for dagen, men lige nu er jeg i færd med en overspringshandling, hvor bagerens lune rundstykker, fyldt med hvid hvede og godt med tandsmør ryger i kråsen og ødelægger dagens træning.