Det nytter ikke at give op, aldrig! Det ord eksisterer ikke i mit ordforråd

I wish!

Crossfit er lig med venskaber og livsenergi

Sådan er mine dage ofte fået, i fuld fart fra morgenstunden med kundebesøg, med skriveopgaver i danskeland og hjernevrid i min biks, der har bragt pulsen helt op, hvor det virkelig går skrivetjept. Når tastaturet lyste rødt, øjnene sved og de gamle skuldre trængte til pause, spænede jeg ned i mit center, hvor herlige kammerater ventede og gjorde mig stærk.

Det er magisk, jeg er stærkere sammen med dem og kan gøre ting, jeg ikke kan alene. Magien er sjælden og venskaber sjældne, I ved dem, der virkelig er der og er mere end et like på FB og en moderne kommentar om, hvor vi husker hinanden fra.

Magien er væk for en stund. Jeg forsøger at gøre de samme ting hjemme, men Kettlebellen er for tung, selvom jeg mestrer tungere, når jeg er sammen med andre. Energien daler og jeg indrømmer, jeg er bange. For jeg kan ikke se mig ud af det her scenarie, der ikke længere er en amerikansk film, som jeg husker alt for godt “Contegian”.

Jeg forsøger at være positiv, koger min kaffe som vanligt og nyder den stadig, men jeg kan ikke se mine børn – andet end når vi bytter en pose i døråbningen, det gør ondt. Jeg er panisk ræd for at smitte min mor, men skal derover og pakke medicin, hjælpe med indkøb osv. og den mindste rømmen fra hende giver mig koldsved. Og hvad hvis jeg selv bliver syg, hvem skal så, og kan mine lunger klare det efter mine livstagskampe.

Min virksomhed, guderne skal vide jeg har kæmpet dag og nat for af få den på skinnerne, det kender andre soloselvstændige – nu smuldrer det mellem hænderne på mig. Vi skal spise takeaway, købe som vi plejer, støtte og beholde medlemskaber, købe gavekort for at støtte trængte brancher – og ja jeg er helt klar over det katastrofale for oplevelses-, turisme-, restaurations-, hotel- og rejsebranchen, men hvad skal jeg købe for. Min økonomi er der ingen andre end mig selv, der tager hånd om. Jeg har betalt for a-kasse siden 1979, men kan ikke få en krone, medmindre jeg lukker min virksomhed – og det kommer dæleme ikke til at ske så længe jeg kan stå på benene. Men det er virkeligheden for mig og for tusindvis af andre soloselvstændige. Jeg håber støtten til os bliver et tilvalg som leverandør, når I igen får hjulene til at snurre, for det kommer de til.

Det nytter ikke at give op, aldrig! Det ord eksisterer ikke i mit ordforråd, og det er den bedste gave, jeg har givet videre til mine stærke og vildt seje unger. Økonomi er noget shit, men det vigtigste er at overleve. Jeg har manglet før, sådan for alvor, men alligevel har jeg altid formået at drible mig igennem, det er bestemt også min intention denne gang. Opgaverne hos kunderne, tøhø siger jeg bare, de kan samles på et meget lille kalenderblad i øjeblikket, men jeg vil skrive mit hjertes tanker ud i stedet for og male hjernens spind i farver, der fortæller om en verden!