Om at GÅ

Jeg læser bogen: Allerede Elsket, Peter Bastians sidste bog, som er en samtalebog fra hans sidste to uger.

Et enkelt møde med Peter Bastian, for et par år siden, blev et af disse møder, hvor man opdager, at man har noget tilfælles og ikke føler trang til at overdøve hinanden. Men bare gerne vil dele.

Peter Bastian var inkarneret fjeldgænger i Norge.

For et halvt århundrede siden mødte jeg min første mand og min søns far i Jotunheimen, Norges Nationalpark. De kalder det “Norges Hjerte” og her er vandringerne mellem hytterne 8-10 timers stræk. Vi fulgtes igennem en uge – gik over stok og sten. I de efterfølgende år gik vi Jotunheimen, Hardangervidden og Rondane tyndt hver sensommer.

Først maser tankerne sig på i ens hjerne, som de gør for det meste. Man går og går for pludselig at opdage, at tanken om, hvor det er hensigtsmæssigt at sætte foden næste gang, har fået plads – ja har overdøvet alle andre tanker.

Man er i sine sansers vold

En Quick Lunch på toppen af Glittertind er virkelig en “himmerigsmundfuld”. Aftener i hytterne sammen med ligemænd, hvor al tale drejer sig om, hvilken vej man har gået, hvor man agter sig hen, hvilke udsigter, man har set. Rensdyrfrikadeller og dessert, gelé – rød, gul eller grøn med råcreme smager til 6 kokkehuer.

Efter disse år blev det for mig ikke til mere fjeldvandring, ud over nogle endagsvandringer på egen hånd på Malta.

Ved Vandet

Jeg flyttede til Struer, hvor Østre Strand blev mit yndlingsmål for morgenvandring og for måneskinstur.

Ad stien langs fjorden.

Her ser jeg de første anemoner, de første blomstrende mirabelletræer, spiser brombær endnu før de er modne, oplever stille vand og oprørt vand, så oprørt som fjorden nu kan blive, is på vandet og et enkelt år isskruning.

Hvis nogen skulle have det sådan “hellere underdrive end overdrive”, så er det en underdrivelse, at jeg har gået på den sti i alt fald 2.000 gange, hvis vi regner med en gang om ugen i 38 år. Er det udtryk for en dræbende mangel på fantasi? Eller er det smart, for så skal jeg kun bruge mine sanser, skal kun registrere detaljer og små forandringer på min vej, ikke tænke over vejen? Jeg ved det ikke.

De hunde, der har fulgt mig i årenes løb, har været ganske tilpasse med gentagelsen, hunde tænker ikke så langt.

Udaipur Indien

En enkelt vandring, måske mere velegnet betegnet som en rask spadseretur – vil jeg prøve at billedliggøre. Jeg var i Udaipur i Indien, og det var ikke første gang jeg var der.

Jeg hørte hilsener med mit navn nævnt flere gange, himlen var mørk, helt sort og månen lå ned. Der var, som altid i Indien, hektisk trafik, men alligevel var det til at komme frem. Jeg mødte en overlæsset elefant, den var på arbejde og fire hvide heste, stadset op med hovedpryd og tingeltangel.

Jeg var egentlig også på arbejde, skulle hen og se resultatet af støbning i bronze af nogle figurer, jeg havde lavet i ler. Her, midt i mørket, alene og til fods, så meget mig selv – var jeg oplivet i tankerne og frigjort i ånden, nærmest lykkelig.  Den stemning, i og med mig selv, prøver jeg nogle gange at finde tilbage til og minde mig selv om, når jeg føler mig lille.

Lene Helledie