Det trætte Corona ord med tiden under og efter. Tankemylder og virkelighed.

Svend Brinkmann og Søren Pind i Debatten. De talte om værdier, livsvilkår, muligheder, lykke og skæbne. Skønt med et nuanceret syn på lykke, ret til samme eller mangel på netop den forherligede lykke. Clement Kjersgaard var for én gangs skyld en sublim og lidt mere afdæmpet indsparker, spilfordeler og ganske opmærksom overfor de ikke-medietrænede gæster. Dagsordenen kom videre omkring, men jeg stoppede og slugte kun det, jeg har brug for netop nu.

Coronabassen og alt det den har ført med sig, det har, og er for mig en prøvelse og en lettelse. På samme tid. Selvisolationen har af mange årsager været en nødvendighed, men også et skræmmende vilkår. Kunderne lukkede, forsvandt eller satte på hold, hurtigere end jeg kan stave til mit eget navn.

Det gik ellers godt, på nordjysk sådan ”rolig i maven godt”. Nu er det dæleme op ad bakke. Som at starte forfra, nystartet i jagten på ordrer og kunder, genskabe kontakter og relationer, opfinde uundværlige nye ydelser, der ringer hos virksomhedernes bestemmere.

Jeg synes, det er svært. Indimellem taber jeg pusten, giver op og tænker, det er også lige meget og skriver en opsigelse af mit kontorlejemål, mens jeg kigger efter velegnede skurvogne med indlejret bad og toilet og en lille køjeseng, for så sælger jeg hytten og hele parkanlægget.

Skurvogn
Fremtidshuset

Livsvilkår og skæbnen spiller flerhændigt på dit livsklaver

Godt for mit eget selvværd, så stopper det også der. Der er jo en udvej, altid. Det handler blot om at finde den. Her kommer klogerne Brinkmann og Pind med ord, der rammer rent. Alle har ikke samme vilkår. Alle kan ikke blive og gøre alt, bare de er ihærdige nok. Uanset hvor mange døre folk tror, der åbner sig, når den anden meget omtalte dør lukker sig. Bavl mener jeg, en trøster der varer knap så længe som en børnesoftice uden krymmel, de åbner sig ikke altid.

Skæbnen spiller ind, ja tak – ”ham” har jeg snakket med et par gange eller otte, og vi er enige om at sætte det forhold på pause, indtil de lyserøde skyer viser sig på hans pc. Livsvilkår spiller ind, fra du bliver født til du runder din alder med stolthed og tænker, okay selfietiden overlader vi til den yngre generation, armene er simpelthen ikke lange nok til at zoome ud fra rynkerne. De har ret ”klogerne”, det er ikke bare ligetil for alle. Men vi kan leve livet så godt som muligt.

Jeg vælger selv, hvordan jeg anskuer mine livsvilkår, og det fokus jeg giver de påvirkninger, hvor jeg ikke rigtig har handlemuligheder. Ikke noget halvfyldt glas og andet gejl, bare sådant liv – ikke andet.

Tilbage til starten. Isolationen har været en lettelse, når jeg vælger den positive livsanskuelse, og der er jo ikke grund til at tude endnu. Vi er raske i vores lille firenighed, fem med dronningen – og det betyder jo alt. Vi har hygget os, i starten på meget lang afstand, i døråbninger og gennem åbne bilruder, men nu samles vi udendørs i haven eller futter i skoven, måske slår vi os løs med en tur i Biltema.

Motionen er genetableret hos Thimms i Aalborg, der lancerede forsvarlig udendørstræning med hurraråb og spritdunke til hver enkelt, bare sprøjt løs og hold afstand, hurra for det. Det var begyndt at blive lidt trægt med egne kampestensudfordringer, og vind og vejr blev en anmassende faktor i havens indhegning.

Det at møde nye mennesker, et nyt set-up, en ny måde at blive mødt på og snakket med i et fællesskab, kort måske og sådan lidt akavet, for ingen af os var vant til de sociale sikkerhedsafstande. Men der skete noget godt i min hjerne. Jeg har fået lyst til at gøre godt for mig selv. Ikke fordi jeg skal tonse 10 000 skridt hver dag, som jeg i øvrigt ikke helt forstår værdien af. Hvorfor ikke bruge energi på at tænke over hvor gåturen skal gå hen i dag, hvad har jeg ikke oplevet endnu og så lukke munden, når der kommer et glas vin eller en kage forbi. Siger jeg, med titel af kagenyder på den store klinge. Det bestemmer jeg jo også selv.

De nye adfærdsregler kommer tilpas til et mentalt opgør med does and dont´s. Jeg kan bare lade være og det gør jeg. Jeg nyder at komme hjem fra mit kontor, som jeg stadig har, og de endnu få kundeopgaver, der trods alt stadig dumper ind. Nogle gange lukker jeg bare øjnene og lader som ingenting, så går det over, og verden futter som en lang togstamme ind i min butik igen.

Tiden er et fokuspunkt i min fremtid, dyrebar og sparsom

Vigtigst er den umiddelbare nærhed, omtanke og omsorg som vi har for hinanden i vores lille familie. Den har vokset sig endnu større, ubevidst, men måske mere iøjnefaldende. Det er livsværdi.

Jeg har på en eller anden vis fået skabt mig den mere tid, jeg har savnet. Tid til at gøre de ting, der betyder mest for mig. Fx bare at sidde i havens ro og knalde farver ned på et lærred, mens jeg ligner en, der er begyndt i børnehaveklasse. Der er ingen, der undrer sig – det er det nye normal.

Modet er vokset, underligt i en isolationstid for i min egen selvopfattelse har jeg faktisk altid været modig. Åbenbart ikke nok, for så ville jeg jo ikke reflektere over det. Jeg er lykkes med nogle ting og at få skabt nye relationer, der måske giver faglig sparring, samarbejder om opgaver eller givende samtaler, guld uanset.

Den ekstra tid bruger jeg på at skrive og male. Resultaterne ligger og lurer i strandkanten – næsten til at få fingre i som et stykke rav, der glitrer i solen, men bølgen skvulper det rundt, så jeg ikke får fat. Når tidevandet tager over, ligger det og skinner i solen, så er det mit.

Den hvide heks er et kapitel for sig. Det var egentlig hende, jeg ville fortælle om i dag, men hun var ikke rigtig med på turens tankespind. Hun dukker op, når du mindst venter det.