For en rum tid siden blev jeg bedt om at skrive et indlæg på denne blog. Indtil nu har jeg ikke vidst, hvad jeg skulle skrive om. Dog er jeg kommet frem til noget, som jeg håber, kan inspirere dig som læser.

Jeg er nemlig blevet lidt klogere på mig selv. Læringen kom til et netværksmøde, hvor en spiludvikler sagde noget meget inspirerende, men alligevel yderst klichéagtigt, til mig. Han kom, som en fremmed udefra, og italesatte min situation, som var det ham, der levede mit liv. Han italesatte min rejse. Den er fyldt med op- og nedture. Sådan er det at drive virksomhed, men hvad sagde spiludvikleren egentlig til mig?

Anbefaling: start din egen virksomhed, hvis du keder dig

Mit navn er Aske, og jeg driver til dagligt marketingbureauet Kjærup Kommunikation, som laver content til sociale medier og skriver tekster til web.

Det har været en utrolig spændende rejse at opstarte min egen virksomhed, og det er stadigvæk udfordrende, givende og lærerigt. Hvis jeg skulle anbefale noget til kedsommelige sjæle, så vil opstart af virksomhed være min første anbefaling. Der er garanti for fuldtidsbeskæftigelse (lønnen er ikke nødvendigvis efter det), stejl læringskurve, nye muligheder og sved på panden. Altså, hvis man går 100 % ind i det. Og det har jeg gjort.

Jeg frygtede arbejdsløshed

Da jeg var færdig med mine afslappende studieår på Aalborg Universitet, ventede virkeligheden med det berygtede og barske erhvervsliv. Selvfølgelig havde jeg stiftet bekendtskab med det at arbejde, men jeg havde aldrig rigtig haft et fuldtidsjob. Og det så jeg nu frem til.

Desværre blev jeg, ligesom mine med-dimittender, mødt med udfordringer og afslag på jobansøgninger. Om humaniora nogensinde har været i høj kurs, ved jeg ikke, det var hvert fald ikke tilfældet i sommeren 2018.

”Jeg må lave noget, ellers bliver jeg rastløs”, tænkte jeg. Det resulterede i en hurtig beslutning om at finde en praktikplads. Jeg tog imod tilbuddet fra den første, jeg kunne finde, og så var jeg i gang.

Efter praktikken var færdig, kunne jeg se, at jeg havde gjort en forskel for den virksomhed, der ansatte mig. Det var en succesoplevelse, der gav mig blod på tanden. Jeg ville hjælpe flere virksomheder, med hvad end jeg nu kunne hjælpe dem med indenfor markedsføringsverdenen. Tekstforfatning, sociale medier, hjemmesider, videoer. Jeg kan det hele! Det kunne jeg bare ikke – mere om det senere.

Der gik otte dage, fra min praktikplads sluttede, til at jeg havde oprettet et CVR-nr. Endelig kunne jeg sætte mine evner i spil og skabe værdi for andre. Der var rent faktisk nogen, der satte pris på det stykke arbejde, jeg lavede. Jeg havde startet mig egen virksomhed, og den driver jeg nu på andet år.

Da jeg fortalte dette til spiludvikleren, sagde han: ”Du tog din skæbne i egen hånd.” Sådan havde jeg aldrig tænkt på det før. Personligt, havde jeg altid set det som et tilfælde, at jeg startede min virksomhed. Men manden havde jo ret. Jeg tog min skæbne i egen hånd. Jeg skabte min virksomhed i trods.

Hvad rager det mig? Tænker du måske.

Grunden til, at jeg deler disse tanker, er netop, fordi jeg først nu, er blevet klar over, hvad det var, jeg gjorde, og hvordan jeg agerede. Jeg var stædig. En egenskab, der ikke normalt ligger til min natur. Men det kan betale sig at være stædig. Det kan betale sig, at du udretter noget, til trods for at oddsene er imod dig.

Givende og lærerigt at drive virksomhed

For mig virker det indlysende nu, at det er meget givende at drive sin egen virksomhed. Det er det selvfølgelig på flere måder. Først og fremmest giver det mig tag over hovedet og mad på bordet. Hvis ikke det er muligt at leve af sin virksomhed, på et eller andet tidspunkt, synes jeg, at man skal dreje nøglen og sige tak for denne gang. Det samme havde jeg gjort, hvis jeg ikke kunne leve af Kjærup Kommunikation.

Aske Kjærup
Aske Kjærup Pedersen

Foruden at jeg får dækket mine basale behov, så har jeg dagligt kontakt med mange spændende personer. Det kan både være interessante professionelle profiler, eller personer som jeg lærer at kende privat. Den store berøringsflade af opgaver er i den grad også noget, der giver mig meget. Det ene øjeblik producerer jeg content til sociale medier, det næste øjeblik bogfører jeg, mens jeg det tredje øjeblik sælger mine produkter til en potentiel kunde. Tager jeg mine perfektionistiske briller på, kan det virke meget kaotisk, at jeg hele tiden skal skifte mellem mange forskellige hatte og jonglere fire bolde i luften samtidig. Dog må jeg indrømme, at jeg også nyder at kunne håndtere det kaos, der nu en gang imellem opstår.  

Alt i alt lærer jeg noget hver dag, jeg tager på arbejde. Jeg lærer hele tiden at forbedre Kjærup Kommunikations produkter, at levere bedre kundeservice, at optimere processer og meget mere. Jeg håber aldrig denne læring slutter. Måske er det bare mig, der romantiserer livet som selvstændig erhvervsdrivende, men jeg forestiller mig ikke, at alle jobs er så lærerige, som mit er. Og ja, jeg er godt klar over, at ens læringskurve og udvikling selvfølgelig afhænger af stilling, branche og arbejdsgiver, når man er lønmodtager. Jeg kan bare virkelig godt lide at kaste mig selv ud fra reden og lære at flyve. Sagt med andre ord, jeg lærer bedst af mine fejl.

Fejl jeg har begået

Vi begår dem alle sammen – fejl. Store som små. I og med at jeg startede Kjærup Kommunikation, uden at vide særlig meget om at drive virksomhed, har jeg begået mange fejl. Lad mig prøve at forklare nogle af dem, så du kan lære af dem.

I starten gabte jeg over alt for bred en pallette af ydelser. Min forretning var uden fokus, hvilket gjorde, at jeg skabte problemer for mig selv, når jeg skulle sælge mig selv. Derfor lærte jeg lynhurtigt, at jeg kun skulle fokusere på det, jeg er allerbedst til.

Foruden manglende fokus i mine ydelser, vidste jeg ikke, hvad det skulle koste, når jeg solgte noget. Det var faktisk et problem et stykke tid, men jeg har lært af mine babyfejl. Jeg fik hurtigt skruet prisen en anelse op, da man som virksomhed skal have dækket diverse administration-og driftsudgifter.

Derudover har jeg indgået samarbejde med kunder, som jeg skulle have holdt mig langt væk fra. Dem har jeg lært at sortere fra nu. For mig er det nemlig vigtigt, at kemien er god, og at forventningerne er afstemte på forhånd. Talrige af gange har jeg stået på hovedet for en kunde, svaret på opkald sent om aftenen, og smidt alt, jeg havde i mine hænder, blot for at gøre en anden person tilfreds. Ikke glad, men tilfreds. De gange det er sket, har jeg altså ikke formået at forventningsafstemme og klargøre spillereglerne, så at sige.

I forlængelse af det har jeg bekymret mig over små bagateller. Selvfølgelig er kundens problem også mit problem, men der er grænser, for hvornår og hvor hurtigt opgaver skal løses. Derfor har jeg adopteret det jordnære ordsprog ”Der er ikke noget, der er så vigtigt, at det ikke kan vente til i morgen.” Det er selvfølgelig med undtagelser, da jeg stadigvæk mener, at én af Kjærup Kommunikations kerneværdier er hurtig, god og personlig behandling. Men alt med måde, ikke?

Mit råd til dig, kære læser, er derfor, at du tænker over de ovenstående ting, før du starter din virksomhed. På den måde er du allerede mange skridt fremme i processen. Vær skarp på dine produkter, sæt din pris rigtigt, gab ikke over for meget, og vær tydelig i din kommunikation med potentielle kunder.

Tak, fordi du læste med.

Aske Kjærup Pedersen
Kjærup Kommunikation